Den økonomiske vækst har i de seneste år ligget på 2-3 procent årligt. Det skønnes, at væksten burde være omkring 6-8 procent årligt for at skabe jobs og reelle velfærdsforbedringer for en befolkning, der vokser med omkring 5 millioner om året. Den utilstrækkelige infrastruktur, det faldende uddannelsesniveau, korruption og manglende liberalisering er væsentlige årsager til, at Pakistan mangler internationalt konkurrencedygtige private vækstsektorer, og at de direkte udenlandske og indenlandske private investeringer er faldende. Sikkerhedssituationen, hvor de årlige indirekte og direkte omkostninger af regeringen skønnes til 3,5 % af BNP svarende til omkring 7 mia. USD årligt, er ligeledes en bremsende faktor for den økonomiske udvikling.
Der er underskud på de offentlige finanser, bl.a. som konsekvens af lave offentlige indtægter. Skatteopkrævningen er mindre end 9 % af BNP, bl.a. fordi landbruget ikke er beskattet, lave ejendomsskatter samt en mangelfuld skatteadministration. De statsejede selskaber har en meget lav effektivitet indenfor luftfart, jernbaner, stål og elektricitet (hyppige strømafbrydelser udgør et meget stort problem for den produktive sektor).
Den væsentligste stabilisator for økonomien er pengeoverførsler fra pakistanere i udlandet, som i 2011 satte rekord med omkring 10 mia. USD. På trods af den positive udvikling i overførsler vil valutaen potentielt kunne komme under pres fra 2012, såfremt de nuværende IMF lån på 8 mia. USD, der henstår i valutareserverne, skal tilbagebetales i den forudsete takt i perioden 2012-2017. Pakistan har for tiden ikke en aftale med IMF pga. uenighed om økonomiske reformer
Danmark samhandel med Pakistan (2009):Eksporten var på omkring USD 78 millioner, hvilket er en stigning på 12,6% siden 2007. Importen var på USD 77 millioner og er fortsat stigende. I 2011 var der en stigning på 18%.