Skip to content

Det bliver nemmere at få dansk pas i udlandet

Efter indførelsen af biometriske pas 1. januar 2012, er det blevet mere besværligt at få udstedt dansk pas i udlandet. Derfor har Udenrigsministeriet undersøgt mulighederne for, indenfor de nye regler, at gøre det lettere, blandt andet med et mobilt paskontor.

 

Indførsel af nye biometriske pas med fingeraftryk pr. 1.1.2012 har gjort det vanskeligere for danskere i udlandet at få udstedt pas, da der er færre steder, hvor man kan ansøge. Udenrigsministeriet har derfor undersøgt mulighederne for at finde praktiske løsninger inden for de nye regler, som kan gøre det lettere at søge pas i udlandet.

 

 

·          Det bliver pr. 15. juni 2012 muligt for børn under 12 år (som ikke skal afgive fingeraftryk) at søge om pas på de honorære konsulater og på ambassader uden biometrioptageudstyr. Bemærk, at der skal medbringes to papirbilleder samt at begge forældremyndighedsindehavere skal give samtykke. De fleste honorære konsulater og de ambassader, der ikke har biometrisk udstyr, kan stadig udstede nødpas og forlænge eksisterende pas.

 ·          I visse regioner med behov for udvidet adgang til pasudstedelse på grund af mange danskere i området og store afstande eller andre transportmæssige udfordringer, vil der med regelmæssige mellemrum komme besøg af dansk ambassadepersonale, som medbringer en særlig kuffert med udstyr til at tage fingeraftryk og billeder og modtage pasansøgninger. Nærmere oplysninger om kuffertløsningen vil blive udmeldt via repræsentationernes hjemmesider i midten af 2012.

  ·          Danskere, der bor i udlandet, har mulighed for at søge om pas under ophold i Danmark og det er muligt at få udleveret passet på en række af de danske repræsentationer i udlandet. Der skal betales et gebyr ved udleveringen på 185 kr. (2012 sats). Det anbefales dog fortsat at ansøge i tide til at få passet udleveret, mens man er i Danmark. Fra midt juni 2012 bliver det ligeledes muligt at ansøge i udlandet og modtage passet på et af kommunens borgerservice centre i Danmark.

   ·          Der opkræves det samme ansøgningsgebyr uafhængigt af hvor i udlandet der ansøges.

For detaljerede oplysninger se din regionale ambassades hjemmeside eller afsnittet om pas www.um.dk .